Jeg hedder Bodil Cramer.
Jeg har haft yoyovægt siden teenageårene. Har prøvet de fleste slankekure der findes. Alt hjalp – men kun så længe kuren varede. Så røg kiloene på igen. Den evige kamp, som rigtig mange af mine klienter kan spejle sig i.
I 2002 var jeg på min sidste kur. Jeg tabte 18 kg, som jeg har formået at holde væk. Ikke med forbud og afsavn men med en bevidsthed om jeg er fysisk eller bare sulten for sjov samt ikke mindst at kigge på mængderne.
Mit humør og selvværd fik en tand opad efter vægttabet, for det er altså nedbrydende at skulle starte hver mandag med at sige:
”I dag starter jeg min slankekur”(nr. 117) som endnu engang kun holdt til om onsdagen. Til sidst gad folk jo heller ikke høre på, at jeg sagde: ”Jeg burde jo egentlig ikke”, når jeg rakte ud efter endnu et stykke wienerbrød.
Hold da op hvor har jeg gået med skyklapper på og bildt mig selv ind, at jeg nok tog lettere på end andre, eller at mit stofskifte var i uorden, eller at det var alle andres skyld. Først da jeg selv tog ansvar for mine handlinger, lykkedes det. Der er kun mig selv til at lave ændringen. At holde vægten er jo målet. Ikke at tabe kiloene – det har jeg gjort så tit.